Vedtægter
Vedtægter for Fora Fritid Senest godkendt d. 21.6.2024
VEDTÆGTER FOR
Fora Fritid
cvr 84788112
§ 1
Foreningens navn er ”Fora Fritid”.
Foreningen har hjemsted i Guldborgsund Kommune, Lolland Kommune og Vordingborg Kommune.
Foreningen er medlem af ”Fora”.
§ 2
Foreningens formål er at virke i Folkeoplysningens tjeneste i henhold til ”Folkeoplysningsloven”, med kursustilbud og afholdelse af kurserne.
§ 3
Som medlemmer kan optages enhver person over 18 år, der kan gå ind for foreningens formål. Myndige kursister der ønsker medlemskab af Fora Fritid skal meddele dette til skolens kontor og have betalt kontingent, senest en måned før en generalforsamling for at have stemmeret i det år de bliver tilmeldt.
Der kræves ikke medlemskab for at deltage på skolens kurser.
Ethvert medlem kan skriftligt udmelde sig af foreningen med et års varsel til den 31. december.
§ 4
Stk. 1: En kursist eller medlem kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine forpligtelser. Eksklusion kan meddeles af enten skolelederen eller bestyrelsen og indebærer, at tilmelding eller medlemskabet ophører.
Stk. 2: I sager om eksklusion har kursisten eller medlemmet efter meddelelse af eksklusion krav på at blive hørt af skolelederen og bestyrelsen i forening, og at skolelederens og bestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende generalforsamling. Sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til skolelederen og bestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Skolelederens og bestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for generalforsamlingen, medmindre skolelederen og bestyrelsen bestemmer andet.
Stk. 3: Generalforsamlingen kan godkende skolelederens og bestyrelsens beslutning om eksklusion med samme majoritet som ved ændring af vedtægterne.
Stk. 4: Såfremt en ekskluderet kursist eller et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i foreningen, afgør skolelederen og bestyrelsen spørgsmålet.
§ 5
Kursister er forpligtet til at indbetale det for kurset fastsatte deltagergebyr senest ved den for kurset fastsatte indbetalingsfrist.
Gebyrer for materialer og lignende betales på opfordring til skolens kontor eller holdets/kursets leder.
Eventuelt udlånte materialer skal afleveres ved kursets afslutning.
§ 6
Foreningen ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, valgt af og blandt Fora Fritids medlemmer på den ordinære generalforsamling.
Intet bestyrelsesmedlem kan samtidigt være bestyrelsesmedlem i en anden forening, der driver folkeoplysende voksenundervisning.
Bestyrelsens medlemmer vælges for en toårig periode således:
I år med lige årstal afgår 3 medlemmer og i ulige årstal afgår 2 medlemmer.
Genvalg kan finde sted.
På det konstituerende møde der afholdes efter generalforsamlingen, vælger bestyrelsen af sin midte formand, næstformand og intern revisor for bestyrelsen.
Yderligere vælges af generalforsamlingen minimum 1 bestyrelsessuppleant, der vælges for et år ad gangen.
§ 7
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 3 bestyrelsesmedlemmer er til stede.
Alle afgørelser træffes med almindeligt flertal.
I tilfælde af stemmelighed er formandens – eller i dennes fravær næstformandens stemme – afgørende.
Skolens leder deltager i bestyrelsesmøderne, dog uden stemmeret.
Skolens leder er samtidig sekretær ved bestyrelsesmøderne.
§ 8
Generalforsamlingen er rådgivende og fastsætter sammen med bestyrelsen de generelle retningslinjer for foreningens og skolens virksomhed.
Den ordinære generalforsamling afholdes i april kvartal og indkaldes skriftligt med mindst 3 ugers varsel før dens afholdelse, indeholdende dagsordenen.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før dens afholdelse.
Hvert aktivt medlem har en stemme, forudsat kontingentet er betalt før generalforsamlingen.
Afstemningen foretages skriftligt, når generalforsamlingens dirigent eller mindst et af de tilstedeværende medlemmer ønsker det.
Generalforsamlingens afgørelser træffes ved almindeligt flertal.
Ved forandringer af vedtægterne kræves det dog, at mindst 2/3 af de på generalforsamlingen repræsenterede stemmer – og mindst halvdelen af foreningens medlemmer – stemmer for. Er generalforsamlingen ikke beslutningsdygtig, kan der indkaldes til en ny generalforsamling med mindst 8 dages varsel, hvor de i den ikke beslutningsdygtige generalforsamling fremsatte forslag kan vedtages med almindeligt flertal.
Dagsordenen skal indeholde:
Valg af to stemmetællere
Valg af dirigent
Beretning om skolens virksomhed i det forløbne år
Fremlæggelse af det reviderede regnskab
Fastsættelse af kontingent
Behandling af indkomne forslag
Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant i henhold til § 6
Eventuelt
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 8 dages varsel og skal afholdes senest 14 dage efter, at den skriftlige opfordring er kommet bestyrelsen i hænde, med skriftlig angivelse af det eller de forslag der ønskes optaget til behandling.
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når skolens leder sammen med et bestyrelsesmedlem ønsker det.
Ekstraordinær generalforsamling skal ligeledes indkaldes når 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger det.
Der optages referat af generalforsamlingen, som underskrives af generalforsamlingens dirigent.
§ 9
Foreningen tegnes af formanden for bestyrelsen sammen med skolens leder eller med et andet bestyrelsesmedlem.
I formandens fravær indtræder næstformanden.
Der kan meddeles enkelt prokura i forbindelse med skolens daglige drift.
§ 10
Fora Fritids regnskabsår begynder hvert års 1. januar.
Der udfærdiges tilskudsregnskab for skolens drift efter de i Folkeoplysningslovens fastsatte retningslinjer, som revideres af statsautoriseret eller registreret revisor.
Der udfærdiges årsregnskab, som gennemgås af intern revisor og forlægges generalforsamlingen til godkendelse i henhold til § 8.
Afsættelse af ekstern revisor og godkendelse af ny ekstern revisor afgøres af foreningens bestyrelse i samråd med skolens leder.
§ 11
Skolelederens opgaver og beføjelser fastsættes af denne og bestyrelsen i en stillingskontrakt, der underskrives af begge parter ved dennes ansættelse.
§ 12
I tilfælde af opløsning af foreningen, har medlemmerne ingen ejendomsret over foreningens ejendele eller formue, derefter at evt. gæld er betalt, tilfalder voksenundervisningen under Folkeoplysningsloven, eller andet almennyttigt formål, efter bestyrelsens bestemmelser.
Disse vedtægter er vedtaget på Repræsentantskabsmødet den 25.4.2001
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 11.6.2012
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 27.6.2016
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 15.6.2017
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 5.6.2018
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 28.5.2019
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 08.10.2020
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 23.05.2022
Disse vedtægter er vedtaget ved generalforsamling den 21.06.2024